Så har Vølven kastet sig over sæbesydning, og det vil jeg blogge lidt om de næste par gange.
For det er faktisk ret sjovt – og også lidt farligt!

Men først lidt historie om sæbe, som faktisk ikke er så gammel en opfindelse, som man måske skulle tro.

I antikken kendte man stort set ikke til sæbe; romerne byggede badeanstalter, men de brugte almindeligvis ikke sæbe der. Ifølge Plinius den Ældre blev sæbe opfundet af gallerne. De brugte den ikke til vask, men i stedet som pomade for at holde håret blankt. Også germanerne kendte til fremstilling af sæbe, som de først og fremmest brugte til salve.

Historisk set blev sæbe ofte fremstillet i hjemmene ved at man blandede dyrefedt med lud. Da luden er kaustisk, var det en farlig fremgangsmåde, som nu og da medførte alvorlige tilfælde af ætsning eller blindhed. Før man blev vant til at bruge industrielt produceret lud, lavede folk den selv derhjemme, netop med henblik på at fremstille sæbe. Kalilud dannes, når man opløser træaske i vand

Den sæbesydning, som jeg har kastet mig over, består af ganske enkelte ingredienser – og døde dyr indgår ikke som en del af opskriften: Kokosfedt, planteolier, kautisk soda og vand.

Kautisk soda er meget basisk og er det, der ændrer fedtet til sæbe. Det er også ætsende, så man skal helst have både forklæde, beskyttelsesbriller og handsker på, når man går i gang.

Man opløser først den kautiske soda i vand. Mens blandingen køler af smelter man fedtstoffet. så skal de to ting blandes under forsigtig omrøring. Blandingen bliver ret varm nok deraf ‘sydningen’. Til sidst tilsætter man farve, duft, hjælpestoffer mv. Kun fantasien sætter grænser. Når blandingen tyknes skal den hældes på form, og så skal den stå og forsæbe færdig, da den stadig er meget basisk. Det tager en 3-4 uger før PH-værdien er rigtig. Jeg bruger en PH-indikator for at følge med i processen.

Her er min første sæbe. Den dufter skønt af vanilje og bergamotte. Farven er jeg dog ikke så vild med….

Følg med her på bloggen og se resultaterne af min sydning.