Mange betrager det som en helt naturlig del af krops- og hårpleje, at man enten hver eller hveranden dag renser håret med hårshampoo. Det er en fuldstændig fast del af de flestes daglige baderutiner. Men faktisk er det, med at vaske håret i sæbestoffer flere gange om ugen, en ret ny trend.

Ordet shampoo stammer fra Hindustani Champo (चाँपो ), der betyder ‘presse’ eller ‘massere’. Europa lærte shampoo at kende, da koloniseringen af østen bragte nye vaner og trends med sig. Shampoo blev rigtig populært som en del af behandlingen på de østerlandsk-inspirerede sunhedssanatorier og tyrkiske bade, der sprang op i slutningen af 1900-tallet i Europa.

Indtil for 30-40 år siden var det almindeligt at vaske hår ca. en gang om måneden i brun sæbe, der er en stærk alkalisk sæbe. Bagefter skyllede man håret i eddikevand for at neutralisere den stærke sæbe og undgå mat hår og udtørret hovedbund.

I “Håndbog for sygeplejersker” fra 1935 står der bl.a.: “En sygeplejerske bør vaske hænderne hver gang, hun har rørt ved en patient, hun bør tage et dagligt bad, og hun bør vaske håret ofte – mindst hver 3. uge”.

Tidens trend med tildækket hår med feks hat og tørklæde, har selvfølgelig været medvirkende til, at behovet for hårvask har været mindre end i dag, hvor hat og tildækket hår er gået af mode. Desuden gjorde hårmoden, der ofte var hår, der var tidskrævende at sætte op, at man ikke havde samme behov for hårvask som ved løsthængende hår. Var håret lidt fedtet i bunden kom man hårpudder eller talkum i håret. Det var datidens svar på tørshampoo.

Her er en gammel reklame for shampooen Drene, der var en af de første syntestiske shampoo på markedet

Naturfolk har ofte smurt håret ind i fedtstof og med mellemrum vasket det med gæret urin. Det lyder ulækkert, men faktisk virker det udemærket fordi ammoniakken i urinen virker som lud, der forsæber fedtstoffet og omdanner fedt til sæbe.

Landboerne i Danmark vaskede sig selv, håret og gårdens uldtøj i det vand som fårene blev vasket i før de blev klippet. Fåreurin og lanolin, (som er fedt fra fåreuld) dannede den fineste lanolinsæbe.

De ‘fine’ vaskede slet ikke hår. De havde fine pudrede parykker i stedet for. Fik man lus var der ikke andet at gøre end at klippe sig skaldet eller vaske håret i petroleum. Det har næppe været særligt sundt…

Pudderparykker gjorde det muligt for folk at klippe håret af, og på den måde komme lus og utøj til livs, og samtidig være topmoderne.

I dag består de fleste shampoo af en række sulfater, der består af forsæbet palmeolie og/eller kokosolie. Sulfaten er blandet med salt, der fortykker sæben og gør at den ikke flyder ud i hånden. Sulfaten er herefter tilst tilsat demineraliseret vand eller vandige udtræk, for at undgå at sæbeblandingen er for stærk. Herefter kan der desuden tilsættes en lang række konserveringsmidler og parfumer. Vølves parfumefri økologisk hårshampoo indeholder kun rene sulfater og meget lidt salt. Det gør dem drøje i brug og forhindrer udtørret kløende hårbund som shampoo med højt saltindhold tit medfører. Shampooen er opblandet med forskellige urteudtræk, som vi selv laver. Hårshampooen er naturligvis parfumefri. Som duft bruger vi en anelse æterisk olie i nogen af varianterne, men sælger selvfølgelig en variant helt fri for æterisk olie, der dybdrenser nænsomt.

Vølve anbefaler at man reducerer sin hårvask til hver 2.-3. dag for at undgå spild, der belaster miljøet grundløst.