Vølvens power smoothie
For nu at være helt ærlig, så er jeg ikke den store morgenmadsspiser. Jeg er ikke sulten, når jeg vågner, og finder det meste almindelige morgenmad ret uappetitligt. Men for at sikre, at jeg alligevel starter dagen med masser af energi, laver jeg en smoothie. Og jeg er blevet ret god til det, synes jeg selv. Jeg kan i hvert fald nemt klare mig til frokost.
Der er et ufravigeligt kriterie for min smoothie: Den skal være så grøn som muligt! Ikke bare grønlig men helst sådan en nasty mudderagtig grøn farve. Så er den perfekt!
Ingredienserne i smoothien kan variere lidt, men ellers består den nogenlunde af det samme:
Hakket grønkål
en banan
et par jordbær
frosne havtorn
evt lidt mango
En stor skefuld skyr, lidt ufiltreret æblejuice og vand
Derudover tilsætter jeg også 2 tsk spirulinapulver, propolis, og en skefuld peanutbutter.
Både kål og frugt er fra frost. Jeg foretrækker især at bananen er frossen, da smoothien så bliver dejlig cremet uden at skumme. Så når bananerne er helt modne skræller jeg dem og smider dem i fryseren. Så er de klar til brug. Og smoothien er dejlig kold og forfriskende.
Alt får en tur i blenderen. Jeg lader blenderen køre et par minutters tid for at sikre mig at alle ingredienserne er ordentligt hakket. Det er ikke rart at få en klump grønkål i munden! Hældes op i et stort glas og drikkes med det samme.
Hvad spiser du til morgenmad?